I decembers dybe mørke, valgte jeg at tilbringe 2 dage og en nat alene i skoven. Min egen udesidning eller skovretræte.
Efter store energiskift og så meget der er sket i det indre i gennem det sidste års tid, kaldte mit hjerte på fuldkommen ro og stilhed, kun mig der midt i skoven!
Jeg havde en stor trang til stilhed og fordybelse - til blot at være til. Som integration, healing.
Forinden blev jeg af Mester Tempeldal givet en velsignelse og en åbning i min energi til dagene der. Der blev talt med skoven og skovens væsner, som blev bedt om at modtage mig og være en del af retræten. Efter et kærligt Ja fra alle sider, var skoven og jeg selv klar.
Og så drog jeg til skovs.
Jeg medbragte et lille telt, en masse varmt tøj, et gasblus til at varme suppe og lave smørte på, som jeg har smagt hos sherpaerne i Nepal for mange år siden.
Efter lidt søgen i skoven, fandt jeg det helt rigtige sted i en lille lysning, med god plads til teltet. En væltet træstamme var både bord og bænk, og et stort smukt træ var ideelt til at sidde op af i mange timer - sidde og bare være til.
Der var desuden en lille mosbegroet stub som blev mit skovalter.
Dette skulle være mit Sacred Space de næste 36 timer.
Da teltet var slået op og indrettet, indviede jeg stedet til mig, og takkede for at have fået lov til at være der, med røgelse, rasle og chant.
Og så gav jeg blot helt slip. Jeg havde ikke noget andet formål end blot det at være der, i skoven, i stilheden, midt i universet. I fuldkommen frihed og fred.
Og det var hvad det var - frit og fredfyldt.
Jeg hengav mig fuldstændig til Moder Jord, til vindene som kom susende gennem træerne, til den Ene, til den kærlige kraft. Den kraft jeg aldrig et øjeblik føler mig adskilt fra.
I timerne og dagene der manglede jeg absolut intet. Alt var opfyldt, alt var gjort. Jeg var udfyldt, mæt, varm og levende. Med åbne sanser tog jeg det hele ind - rovfuglene der kaldte og kredsede over mig, svampe der groede på træerne, solglimt mellem grenene.
Natten falder tidligt på i december, så der var mange timer hvor det var mørkt - og dog alligevel, månen og stjernerne lyste op. Uglerne kaldte, rævene gøede og der var mange andre lyde jeg ikke genkendte.
Jeg talte med træerne, stjernene, månen. Alt var trygt, så blødt og kærligt.
Et lille stykke skov er nu indlejret i mine celler, har en særlig plads i mit hjerte. Et sted der tog så kærligt i mod mig, og for en stund tog mig helt ind.
Jeg behøver ikke at isolere mig i skoven for at føle mig hel og være i fred.
At være i skoven er pragtfuldt, magisk, skønt!
At deltage for fuld kraft i menneskenes verden er ligeledes vidunderligt og smukt.
Jeg behøver intet - ingen bevægelse, ikke noget oppe eller nede, ude eller inde. Jeg er altid her, hjemme.
I det er det så uendelig smukt netop at være helt levende i skoven, blandt skovens væsner, og blandt mennesker, med alt hvad det er.
I midten af det hele er kærligheden og uendelighedens bragende lys.
Glæde og lykke over at jeg er til! Stor taknemmelighed over livet der er mig givet, og det ufattelige eventyr jeg lever i!
Kun Kraften er
Den guddommelige kraft er alt som er
Ram Ram Ram