top of page
  • Sita Hou

At favne livet


Jeg vil vove den påstand, at livet kan leves. I hvert øjeblik. I hver bevægelse. I hvert åndedrag. Og lige nu.

Livet behøver ikke reduceres til en venten - på weekend, på at vasketøjet er ordnet eller noget som helst andet. Livet er her og nu, klar til brug og det kalder!

For mange mennesker, er livet skrevet ind i kalenderen. Og det skal udleves mellem arbejde der skal til for at betale vores udgifter, praktiske opgaver i huset, bilen der skal vaskes, pligtbesøg hos en gammel tante… I de indlagte pauser i kalenderen møder vi livet. Hvis da ellers alting arter sig, og det ikke det regner den dag vi har planlagt en strandtur. Så må vi vente til en anden dag. Og hvis vi kigger i kalenderen, ser vi måske hurtigt, at vi må vente længe…Så vi venter, og vi venter på at muligheden for at leve opstår.

Men hvad hvis det var anderledes? Hvad nu hvis du kunne føle dig fri og levende på dit arbejde? Når du skræller gulerødder? Når du hjælper dit barn med lektier, gør rent i dit hus, går en tur langs stranden…??

Hvad nu hvis du beslutter dig for at stoppe med at vente på det perfekte tidspunkt at leve, og blot mærker livet lige nu? Livet som det er lige nu. Hvorfor ikke?

For mit eget vedkommende startede det med et ønske i hjertet om netop at leve sådan. Ikke at vente på den næste ferie, eller på at jeg var færdig med opvasken, men at være levende tilstede hver dag, hele tiden. Og det måtte jeg minde mig selv om mange gange.

Igen og igen mindede jeg mig selv om at lade alle handlinger være en ofring ind i nuet.

At være fuldt og helt bevidst om den handling jeg nu var igang med, f. eks. at skrælle gulerødder. Så der var ikke noget med at vente på at jeg var færdig med de gulerødder, nej, der var bare ønsket om at være i færd med den ene gulerod.

Eller for at være ærlig - i lang tid et ønske om at kunne være så dybt til stede at jeg ikke fokuserede på at blive færdig med en opgave, men bare var der, i bevægelsen, i åndedrættet, i duften af guleroden, midt i universet…

Det var i virkeligheden en lang modningsproces. En proces hvor sindet efterhånden fandt ro og begyndte at være lidt mindre fremtrædende. Hvor tankerne fandt sig til rette med, at der ikke behøver at ske tusind ting på en gang. En proces hvor jeg blev mere nænsom mod mig selv, og lod tankerne kværne når de alligevel engang i mellem krævede det, samtidig med at jeg ikke lod mig forstyrre i verdens vigtigste opgave - nemlig den gulerod.

Jeg gik fra at søge til at finde. Jeg gik fra at gå tur i skoven for at finde ro eller forbinde mig med universet, til at gå i skoven simpelthen for at nyde netop det, vandringen der midt i alting.

Jeg holdt op med at vente i erkendelsen af, at det ikke er nødvendigt at vente. Det er altid lige her og netop nu.

Stopper glæde, smerte, eller forvirring så med det? Nej det gør det såmænd ikke. Livet er intenst på alle måder. Der er glæde og sorg, og alle følelser. Men i det også altid oplevelsen af at være her, midt i livet, levende, nydende, sansende hvert øjeblik.

I oplevelsen af spontan indre glæde når jeg går tur langs marken og en flok lærker flyver op.

Det er til tider overvældende intenst. Næsten smertefuldt levende. Som når verden er ved at eksplodere om foråret lige før knopperne springer ud. Det opleves som en sødmefuld smerte - optakten til kulminationen, det trækkes ud og er næsten ubærlig…og så skøn forløsning når der endelig gives lods og alting får udfoldelse….

Livet er intenst, magisk, lige her - hvorfor ikke lade det tage dig med?

Så lad os da mødes til deling af Liv <3

Kærligst

Sita




bottom of page